Det hele begyndte egentlig ganske fredeligt – som alle stor begivenheder - med det første skridt. Ikke noget særligt, men blot et par skridt frem og det endda blot af en simpel bonde. Blandt de hvide bønder og godtfolk havde der længe været utilfredshed med tingenes tilstand og om hvem der egentlig skulle lede landet. Den mørke fyrste var ikke i høj kurs og et oprør havde været på vej et stykke tid. Kongen og officererne havde længe fornemmet at noget var i gærde, men forholdt sig i stoisk ro. Indtil videre var der ingen grund til bekymring. Der var egentlig ikke noget som helst at frygte for denne simple bonde – men som han stod der helt alene fremskudt på slagmarken i sine kridhvide gevandter, virkede han alligevel skræmmende på en meget abstrakt og helt u konkret måde. Hvordan kunne han på nogen som helst måde tillade sig at true den mørke kongen og hans følge? Hvordan kunne en enkelt mand fra landet dog virke skræmmende? Måske fordi bonden netop stod der helt alene på slagmarken – i trods! Noget måtte gøres – der var selvfølgelig ingen grund til at sætte ind med det helt store kavaleri, men de traditionelle støtter i bondestanden blev hurtigt mobiliseret og den hvide bonde blev straks mødt med passende modstand. Det varede dog ikke længe inden endnu en af de undertrykte bønder sluttede sig til ude på slagmarken - ktrakts ... Kammertjeneren havde netop skænket to glas af den bedste årgang, da kongen rejste sig vaklende fra sin plads ved vinduet. I det svage skumringslys kunne kammerherren skimte de få brikker på brættet samlet i det ene hjørne – men én brik lå ned… ”Skakmat"